København har fået flere tomme kontorer
Ejendomstorvet -
PRESSEMEDDELELSE
København har fået flere tomme kontorer
Hovedstaden har den højeste andel af tomme kontorlokaler i mere end to år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk. Med omfattende nybyggeri har virksomheder fået mere at vælge imellem, og udlejere får sværere ved at udleje især ældre kontorer. Tomgangen kan fortsætte med at stige i 2025, vurderer to erhvervsmæglere.
Næsten 800.000 ledige kontor-kvadratmeter svarende til over 100 fodboldbaner fyldt med skriveborde. Så stort var udbuddet af tomme kontorer i hovedstaden ved udgangen af 2024 ifølge data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler. I København by – selve København samt Frederiksberg, Tårnby og Dragør – lå tomgangen på det højeste siden 3. kvartal 2022, mens udbuddet i Københavns omegn – de 13 kommuner vest og nord for hovedstaden – var det største siden 4. kvartal 2021.
”I København by svarede udbuddet til 7,2 pct. af de samlede kontorarealer, det højeste i lidt over to år, og i Københavns omegn var tallet 6,8 pct. eller det højeste i tre år. Virksomheder på lokalejagt har altså fået mere at vælge imellem. Det hænger sammen med omfattende nybyggeri gennem 2022, 2023 og 2024. I runde tal har København by fået 1 mio. ekstra kvadratmeter og omegnskommunerne godt 200.000 flere kvadratmeter, og hovedparten af de nye kvadratmeter er blevet opsuget af virksomheder og offentlige arbejdspladser,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
Portalen drives på foreningsbasis af landets ejendomsmæglere og uden krav om overskud, ligesom boligportalen Boligsiden.dk. I øjeblikket har Ejendomstorvet.dk et udbud på godt 11.000 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet, heraf knap 3.900 kontorlokaler og kontorejendomme. Af dem ligger 900 i København by og over 500 i Københavns omegn.
”For to år siden var jeg nervøs, fordi meget byggeri var på vej. Men hovedparten er blevet lejet ud, og det afspejler en rekordhøj beskæftigelse, især i hovedstadsområdet. Selv om tomgangen er steget, er den stadig meget lavere end det, vi oplevede under finanskrisen, og København har lavere tomgang, end vi ser i de fleste vestlige lande. Ørestad, Nordhavn, Carlsbergbyen og senest også Postbyen på Vesterbro (med Danske Banks nye hovedsæde, red.) er blevet populære steder at have kontor, bl.a. fordi der er god infrastruktur med metro eller S-tog. I omegnen er Ballerup og Lyngby populære,” siger Robin Rich, analysechef i den nordeuropæiske mæglervirksomhed Newsec Advisory.
”Tempoet i udlejningerne er gået en smule ned siden sommerferien, og det går ikke så hurtigt som for et år siden. Specielt for de små lejemål kan vi mærke, at der er mindre venturekapital til nye virksomheder, og samtidig er de større virksomheder blevet mere påpasselige. Det hænger formentlig sammen med strømmen af dårlige nyheder gennem efteråret, fx om fortsat krig i Ukraine og Mellemøsten, om sløj økonomi i Tyskland og Frankrig samt usikkerheden om, hvordan det amerikanske valg vil påvirke den globale handel,” siger Lars Westall, partner i CPH Erhverv, der har fokus på kontorudlejninger.
De to erhvervsmæglere vurderer, at der kan komme flere tomme kontorlokaler i løbet af 2025.
”Der er mindre nybyggeri på vej end de foregående år, men jeg tror ikke, at vi har set toppen endnu for tomgang. Selv om vi ikke har udsigt til lavkonjunktur, er der grænser for, hvor stor efterspørgslen på kontorareal kan være, fordi beskæftigelsen næppe kan fortsætte med at vokse lige så hurtigt,” lyder det Robin Rich fra Newsec Advisory.
”Virksomhederne søger mod velbeliggende og moderne ejendomme, så her vil tomgangen formentlig falde. Omvendt har ældre ejendomme udsigt til øget tomgang – medmindre udlejerne investerer i at omdanne dem til moderne flerbrugerhuse, som vi oplever stor interesse for. Den overordnede efterspørgsel afhænger af verdensøkonomien. Hvis der eksempelvis kommer fred i Ukraine, vil det sætte gang i en omfattende genopbygning, og det er et område, hvor Danmark står stærkt med arkitekter og ingeniører,” siger Lars Westall fra CPH Erhverv.
Ved udgangen af 2024 havde Danmark et kontorareal på 28,4 mio. kvadratmeter. Knap 40 pct. ligger i Storkøbenhavn, fordelt med 6,8 mio. kvadratmeter eller 24 pct. i København by og 4,5 mio. kvadratmeter eller små 16 pct. i Københavns omegn.
Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra op imod 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har på årsbasis 2,5 mio. besøgende, og i 2023 var portalen med til at formidle næsten 3.400 transaktioner til en værdi af mere end 6 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme.
Tendenser for kontorlokaler i Storkøbenhavn
- Tomgang i København by på 7,2 pct. i 4. kvartal 2024 – det højeste siden 3. kvartal 2022
- Tomgang i Københavns omegn på 6,8 pct. i 4. kvartal 2024 – det højeste siden 4. kvartal 2021
- Omfattende nybyggeri siden 2024 – 1 mio. kvm i København by, 200.000 kvm i Københavns omegn
- Kontorarealet udgør 6,8 mio. kvm i København by og 4,5 mio. kvm i Københavns omegn
- Efterspørgslen på kontorer bliver understøttet af rekordhøj beskæftigelse, især i hovedstaden, men har ikke kunnet aftage al nybyggeriet
- Hjemmearbejde har ikke bidt sig fast efter corona. Virksomhederne lægger vægt på vidensdeling, og desuden er gevinsten ved sparet pendlertid ikke så stor som i fx London og USA
- Nordhavn, Carlsbergbyen og Postbyen (på Vesterbro) er blevet populære kontorområder
- Stor interesse for moderne lokaler tæt på metro/S-tog, sværere at udleje ældre lokaler
- Stigende efterspørgsel på flerbrugerhuse/kontorfællesskaber med fx fælles reception, kantine og mødelokaler
- København har lavere kontortomgang end i de fleste storbyer i vores nabolande og USA
Kontaktoplysninger
Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
- Robin Rich, Newsec Advisory – 20 60 57 37
- Lars Westall, CPH Erhverv – 26 14 33 81
Supplerende materiale
- Ejendomstorvet Markedsindeks – 4. kvartal 2024:
https://www.ejendomstorvet.dk/uploads/Ejendomstorvet_statistikken_4_kvartal_2024_WEB.pdf