Området
Ejendommen ligger i Korsør tæt på Vestmotorvejen samt Korsør Station. Området består i dag af en række ældre erhvervsbygninger, som jf. lokalplanen udgør et stykke lokal kulturarv i form af at være den gamle Margarinefabrik. Området er udlagt til beboelse, ligesom området omkring ejendommen er præget af boligbebyggelse.
Korsør er kendt for sin smukke havn med udsigt over Storebælt, charmerende bymidte og unikke attraktioner. Heriblandt Korsør Fæstningsværk fra 1600 tallet, der nu huser museer, kunstgalleri og grønne områder. Derudover kan man besøge Halsskov Odde, et naturområde med en smuk sandstrand og hvor det er muligt at spadsere under broen. Der er 25 km til Nyborg og Københavns centrum kan nås på ca. 1 time og 15 minutter.
Ejendommen
Ejendommen på 13.827 m² fordeler sig på flere bygningsdele på den lige knap 35.000 m² store matrikel. Ejendommens lagerarealer er udlejet til Lagerkompagniet, som i forbindelse med salg binder sig på en ny 5 årig lejekontrakt. Lagerkompagniet har fremlejet en del af arealerne til andre lejere herunder bl.a. Flügger Farver.
Det vurderes, at der er ca. 3.000 m² kontor i bygningen, men i forbindelse med salg vil der blive udarbejdet en landinspektøropmåling.
Kontordelen fremstår i varierende stand, og det må forventes, at arealerne skal gennemgå en omfattende renovering inden genudlejning.
Ejendommen er i kommuneplanen udnævnt til et lokalt stykke kulturarv, men er hverken fredet eller bevaringsværdig. Området er udlagt til beboelse.
I ejendommen bor også ejendommens vicevært, hvis husleje er en del af hans løn. Han betaler således ikke særskilt for at bo i ejendommen.
Der er indgået en lejekontrakt med Difko omkring ampereleje på ca. 600.000 kr. årligt.
Ejendommen er energimærket med karaktererne D og G for hhv. bygning7 og 8.