Østergade 9C, 3600 Frederikssund
Flot investeringsejendom i Frederikssund
Frederikssund er en dejlig by; en driftig by. Lige i centrum af den har du nu mulighed for at erhverve dig en rigtig god investering. På Østergade 9C kan vi nemlig friste dig med en flot investeringsejendom og gode udviklingsmuligheder.
Der er tale om en charmerende bygning med en solskinsgul facade og gesims foroven. I stueplan overtager du en solid lejer. Lysindfaldet - og kigget indenfor - er glimrende takket være de store vinduespartier, og det åbne lokale kommer med akustiklofter og i det hele taget gode og ordentlige rammer om arbejdslivet.
De resterende to etager byder yderligere på to lejemål: et umøbleret, pænt og indflytningsklart kontorlejemål med en håndfuld kontorlokaler, køkken og toiletfaciliteter og en lejlighed allerøverst. Deroppe er der meget charmerende med kig over byens tage fra lysgivende tagvinduer og eksponerede bjælker hér og dér. Der er plankegulve flere steder, og planløsningen passer både til singler, par og små familier med to regulære værelser, et rummeligt spisekøkken, et karbadeværelse med dobbeltvask og en stor og sydvendt stue.
Østergade 9C - adressen hører hjemme lige midt i Frederikssunds bymidte. Naboerne i stueplan er således også butikker og erhverv, og der er stille og roligt gang i den nede på gaden. Inden for godt en halv kilometers radius er der både masser af caféer, restauranter, specialforretninger, bibliotek og også alt i Sillebroen samt Frederikssund Station, hvorfra S-togene går ind mod København.
Placering af Østergade 9C, 3600 Frederikssund